Udvikling af UNION kulturhus med afsæt i UNESCO’s kulturarvspolitikker og menneskemøder
Union ligger i hjertet af Nørrebro i København, og udgør centrum for Danmarks eneste verdenskulturelle institution for kulturevents. Kulturhuset er kommunalt ejet og udgør én ud af flere kulturhuse under den samlede enhed DIT:KBH, hvor Union adskiller sig med sin globale og interkulturelle profil.
I Union holder 20 foreninger og organisationer til, som hver især beskæftiger sig med interkultur og mangfoldighed. Kulturhuset er også der, hvor CKI har sin base, og det er der, hvor udveksling af erfaringer og etablering af tværgående samarbejder foregår.
Ud over at rumme kontorer, mødelokaler og et socioøkonomisk kulinarisk spiseri, så har Union to venues tilknyttet; koncertsalen ‘ALICE’, som huser koncerter inden for jazz-, elektronisk og global roots, og ‘Aula’ som anvendes til forskellige aktiviteter som f.eks. dansesal, mødelokale, lydstudie og krearum.
Siden 2018 har Union været under en indholdsmæssig og fysisk rekonstruktion, som CKI har været projektdesigner på, i dialog med husets brugere, foreninger og netværk. I transformationen af kulturhuset har UNESCO’s kulturarvspolitikker dannet ramme om udformningen af det nye kulturhus.
I fremtiden skal kulturhuset være lokal og national arena samt referencepunkt for interkulturel praksis, kulturmødeaktiviteter og mangfoldighedsstrategier. Kulturhuset skal styrke samfundsdeltagelse, medborgerskab, skabe interkulturel forståelse og styrke minoriteters deltagelse i kulturlivet som brugere, medskabere og publikum.
7 konkrete forandringsskabende projekter skal frem til 2022 gennemføres. Heriblandt skal Union have to scener: Community Scenen og Samfundsdebat Scenen, som skal give rum til både nærværende fortællinger og diskuterende samtaler. Derudover bliver der bl.a. udviklet et specialbibliotek, et filmværksted/biograf og et galleri.