UNGE KVINDER BLANDT
CKI hjælper Den Hirschsprungske Samling med at række ud til nye brugere: Unge kvinder blandt nytilkomne danskere.
Sammen med museet har vi igangsat et workshopforløb og en rækker saloner om kvindelige pionerer, der skal styrke museets dialog med unge kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk.
Gennem dette projekt har vi arbejdet målrettet med inddragelsen af minoritetsetniske unge kvinder i styrkelsen af museets arbejde og udvikling med denne brugergruppe. CKI har herudover implementeret Audience Centered Experience Design og formidlet kontakt til interesseorganisationen Turning Tables og Mino DK.
Konkret udmunder projektet sig blandt andet i fire samtalesaloner. To er blevet afholdt i foråret og sommeren 2021, og de sidste to bliver afholdt i efteråret 2021 på museet. På salonerne deltager, ud over interesseorganisationerne, unge kvinder fra Nørrebro, Høje Taastrup og Roskilde. Kvinderne har på salonerne delt ud af oplevelser fra deres liv og opvækst og ikke mindst den kunst, de til daglig selv udfolder igennem fotos, musikvideoer og sangtekster.
AFSÆT I KUNSTNEREN BERTHA WEGMAN
Møderne har fundet sted midt i museets udstilling af værker fra det moderne gennembrud, og dialogen har taget afsæt i værker af Bertha Wegmann (1847-1926), som for omtrent 140 år siden stod i en tærskelposition, der kan minde om den, de unge minoritetsetniske kvinder i dag befinder sig i.
En position, der balancerer mellem hjemmets private rammer og det offentlige liv og rum, og en position, hvor man kan være spændt ud imellem på den ene side at høre til som dansker og på den anden side have flerkulturelle rødder og kæmpe med at blive anerkendt på lige fod med andre.
Bertha Wegmanns værker og historie har været afsæt for drøftelser af netop disse temaer i de unge kvinders liv og erfaringsverden, og undervejs har kunsten – kvindernes såvel som museets – været det fælles tredje, som projektets deltagere har kunnet mødes omkring.
Håbet er, at nydanske unge kvinder vil have glæde af at kunne spejle sig i kunstværkerne af kvindelige kunstnere fra 1800-tallet.
STÆRKE AKTØRER: GEETI AMIRI OG SIMONA ABDALLAH
Projektet er realiseret i samarbejde med to stærke og engagerede aktører, der også har ageret værter på salonerne afholdt i første halvdel af 2021: Den dansk-afghanske forfatter, debattør og folkeskolelærer Geeti Amiri, og den internationalt anerkendte dansk-palæstinenske percussionist Simona Abdallah.
Med afsæt i Bertha Wegmann og fortællinger fra deres eget liv og kunst, har de faciliteret dialogen med de unge kvinder, der står overfor at skulle udvikle og styrke deres kulturelle medborgerskab i Danmark.
Turning Tables og Mino Danmark er også med i projektet som repræsentanter for målgruppen.
CKI er en central videnspartner i projektet, og vores rolle er
- At implementere Audience Centered Experience Design på museet
- Facilitering og planlægning
- Udvikling af og bidrag til vidensdeling, forankring og evaluering
- Bidrage med erfaring og kompetencer med interkultur
CKI har lavet et lignende projekt om interkultur og kulturelt medborgerskab i CULINN
Samarbejdspartnere: Den Hirschsprungske Samling // Turning Tables // Mino Danmark // Geeti Amiri // Simona Abdallah // Sara Omar